Jul i Hørve

Jul i Hørve – søndag den 1. december 2019

Igen i år er Erhvervsforeningen, Medborgerhuset, SPAR i Hørve og sognekirkerne gået sammen om at byde julen velkommen til Hørve.

Søndag den 1/12 starter dagen kl. 10:30 med en festlig familiegudstjeneste i Hørve Kirke (ved Karin Wandall), hvor næste års konfirmander medvirker.

Kl. 11:45 tænder vi faklerne på parkeringspladsen foran kirken og går i fakkeltog – anført at rytterne fra Skippinge – til byens juletræ på stationspladsen. Nissemor og Nissefar fører an ved dansen om træet. Når træet er tændt viser Nissemor vej til Spar-købmanden; han står klar med godteposer. Alle børn kan medbringe en julesok til ophængning i butikken. Inden rytterne fra Skippinge drager hjem, vil de ride en tur forbi Bakkegården, så de ældre kan nyde synet af børnene til hest.

Der vil være aktiviteter flere steder i byen. På Spars parkeringsplads vil Erhvervsforeningen servere gløgg og æbleskiver. I Røde Kors’ møbelbutik vil der være mulighed for at klippe og klistre. I Medborgerhuset er der forskellige boder, hvor man kan handle, og der er også mulighed for at lave en juledekoration eller et fuglehus. I Medborgerhuset serveres også dejlig varm suppe.

Vi slutter søndagen i Medborgerhuset fra kl. 14.00-15.00, hvor kirkernes organist Daniel Abildgaard sidder ved klaveret og vi synger julens dejlige sange!

Alle – alle – er velkomne til at fejre 1. søndag i advent i Hørve.