Kirkeskibssangen

Modellen af Gislingebåden blev indviet som kirkeskib i Hørve Kirke i forbindelse med festgudstjeneste og sommerfest og festgudstjeneste af biskop Peter Fischer-Møller den 23. juli 2013.

Teksten er skrevet af nu afdøde Bent Kjærsgaard, Grevinge.

På fjorden – før fjorden blev omskabt til land
(det kom dem i vejen med alt dette vand)
da svømmede torsken omkap med en sild
og ålen den snoed’ sig noget så snild.
Fra kysten stod fiskeren ud med sit garn
hvor stimerne stod, han var ganske erfarn,
om jollen blev fyldt eller fangsten var trang,
så takked han Gud li’som Peter engang.
Det blinkende blå,
det bølgende hav,
gav næring til mange
fra vugge til grav.

 

Det landet bandt sammen, det blinkende spejl,
og skuder stod ind her for bugnende sejl
først lastet med flint, men som tiden den gik,
da kom de med duften af Østens mystik
med perler og guld, som ku’ pynte Vor Mor,
og peber – langt væk fra – hvor peberet gror.
Og siden med trælast, med mursten og tegl.
Jo meget det bar, dette vældige spejl.
Det blinkende blå,
det bølgende hav,
gav næring til mange
fra vugge til grav.

 

En jolle bli’r bygget og straks sat i sø,
hvad end den så vil – den kan gabe og gø,
dog sættes den ud på sin uvisse færd,
i magsvær og møgvejr – ja alle slags vejr.
– Som barnet, der fødes, af skæbnen forkyndt,
det kan ikke stoppes, når det er begyndt,
så’n er man som skuden, der må stævne frem
om færden bli’r stormfuld, om færden bli’r nem.
Det blinkende blå,
det bølgende hav,
gav næring til mange
fra vugge til grav.

 

Et skib må nødvendigvis sejle til vands,
ét skib der dog findes, der sejler til lands;
dét sejler dér højt under hvælvingen hvid,
og sejler der trofast til evige tid.
Dét skib, det gi’r tro, det gi’r håb, det gi’r trøst,
på færden på jord, imod Paradis-kyst,
– hver kirke må rumme et sådant symbol,
med kursen mod øst – mod den evige sol.
Trods brusende blå,
trods bølgende hav,
bær’ kirken dig fremad
fra vugge til grav.