Nyt om udsmykning af Hørve Kirkes hoveddør

Onsdag den 21/2 2018 fik Hørve Kirke besøg i anledning af, at menighedsrådet har søgt tilladelse til at udskifte og udsmykke kirkedøren i Hørve Kirke. Menighedsrådet er i gang med at søge fondsstøtte til udsmykning af kirkedøren med et værk af billedhuggeren, professor Hein Heinsen, der tager udgangspunkt i Luthers 62. tese om “Ordet” (opslået på døren til slotskirken i Wittenberg 31/10 1517). Vi havde besøg af biskop Peter Fischer Møller (Roskilde Stift), museumsinspektør Per Kristian Madsen (Nationalmuseet), arkitekt Gunilla Rønnow (kgl. bygningsinspektør), Karin Lorentzen, formanden for Akademirådets kirkeudvalg samt Jørgen Revsbech (repræsentant for stiftsrådet). I mødet deltog også arkitekt Stig Löcke, Jens Kirk, Karin Wandall, Frank Jensen, Chresten Christensen, Lars Dall, Inge-Lise Christensen og Hans-Jørgen Møllegaard.

På billedet ses et udsnit af deltagerne. Mødet forløb positivt, og menighedsrådet arbejder nu videre med sagen. Om alt går vel – og vi får fornøden fondsstøtte til projektet – vil den nye kirkedør formentlig være på plads i det sene efterår 2019. Døren har været udstillet på Trinitatis Kirkeloft i København, Fuglsang Kunstmuseum på Lolland, Museet for Religiøs Kunst i Lemvig og skal nu en tur til Wittenberg i Tyskland.