Børnenes Krybbespil i Vallekilde Kirke

Onsdag aften den 28/11 2018  kl. 17 var der familie-gudstjeneste i Vallekilde Kirke, hvori var indlagt Årets krybbespil 2018, der blev opført af 12 elever i 3.- og 4. klasse fra Vallekilde-Hørve Friskole og Vallekilde-Hørve Skole. Vallekilde Kirke var fyldt med forventningsfulde forældre, bedsteforældre, søskende og mange flere. Øverst i kirken var koret indrettet som stalden i Betlehem, hvorover den store stjerne lyste. Der var æsel, der var krybbe og “bål” som ramme for spillet. Der var bålplads til hyrderne på marken ved indgangsdøren.

Josef og Maria, 4 “ærkeengle”, 3 hyrder og de tre vise mænd fra Østerland samt en kamel gjorde illusionen fuldkommen. Børnene sang med høj og tydelig englelyd og fremførte deres replikker med stil og stor alvor. Ved spillets afslutning fik børnene et velfortjent stort og langvarigt applaus fra tilskuerne!

Efter gudstjenesten var der fællesspisning i Præstegårdssalen, hvor der blev serveret svensk pølseret “som vor mor troede hun lavede den”, og vores “kirkeonkel” læste en alternativ julehistorie om et krybbespil, ligesom vores “kirketante” sang for til en fællessang på en gammel julesang, som hun havde fundet frem. Karin Wandall takkede Anne Nielsen for hendes store arbejde med at instruere børnene til det lille spil.

“Det er godt, at børnene får en oplevelse af være med til noget, som de selv er en del af. Det husker de resten af livet,” sagde en af deltagerne på vej ud fra aftenens arrangement.

Der vil snarest blive lagt et “galleri” op på hjemmesiden med billeder taget under generalprøven på krybbespillet.