Sognets sommertur til Sorø
Efter gudstjenesten søndag den 19. august 2018 begav menigheden sig ud på den årlige sommerudflugt, der denne gang gik til egnen omkring Sorø. Udflugten omfattede 47 deltagere med bus, styret af Irene fra St. Grandløse Turistfart, og omfattede et besøg i Sorø Klosterkirke, middag på Støvlet Katrines Hus, et svip til Fjenneslev Kirke, bådtur på Sorø Sø, og endelig eftermiddagskaffe med lagkage på Bromølle Kro. Hans-Jørgen Møllegaard fungerede (også denne gang) som cicerone på turen.
Ved hjemkomsten til Hørve gav alle udtryk for, at de havde haft en god udflugt med gode oplevelser undervejs.

